Nordcentralprovinsen

Sri Lankas Nordcentralprovins er landets største provins og dækker omkring 10.714 km² af tørzonens indland. Den omfatter to administrative distrikter – Anuradhapura og Polonnaruwa – og rummer to af landets UNESCO-verdensarvssteder: den hellige by Anuradhapura og oldtidsbyen Polonnaruwa. For rejsende, der drages af levende historie, gammel vandbygningskunst og betydningsfulde buddhistiske pilgrimssteder, er denne provins uden sidestykke på øen.

Hvad gør Nordcentralprovinsen historisk betydningsfuld?

Provinsen ligger i hjertet af den gamle singalesiske civilisation. Fra omkring det 4. århundrede f.Kr. til begyndelsen af det 11. århundrede e.Kr. var Anuradhapura Sri Lankas hovedstad – et af de længst bestående bycentre i hele Sydasien. Derefter overtog Polonnaruwa rollen som øens hovedstad og nåede sit eget højdepunkt inden for kunst og landbrug i det 12. århundrede. Tilsammen bevarer de to byer mere end 1.500 års kongelig historie, religiøs arkitektur og avanceret ingeniørkunst.

Meget af det, der gjorde regionen velstående, var vand. Provinsens gamle herskere byggede et enestående netværk af reservoirer, kunstvandingskanaler og bassinsystemer, der forvandlede tørzonen til frugtbare rismarker. Flere af disse systemer er stadig i brug i dag og vander stille og roligt rismarkerne på de nordcentrale sletter.

Hvad kan man se i Anuradhapura?

Provinsens hovedby Anuradhapura ligger omkring 205 km nord for Colombo. Den er en af verdens ældste uafbrudt beboede byer og har en dybt hellig plads i theravada-buddhismen. Byen er omgivet af et bredt udvalg af gamle klostre, dagobaer og bassinsystemer, der tilsammen udgør et UNESCO-verdensarvssted.

Sri Maha Bodhi – et figentræ, der siges at være vokset op af en stikling fra det oprindelige bodhitræ, under hvilket Buddha opnåede oplysning – er blandt de mest ærede religiøse genstande i den buddhistiske verden og tiltrækker pilgrimme hele året. Tæt ved står Ruwanweliseya, en stor hvid dagoba, som kong Dutugamunu lod opføre i det 2. århundrede f.Kr., og hvis halvkugleformede kuppel stadig rejser sig imponerende over sletten.

Andre vigtige bygningsværker i den hellige by er:

• Thuparamaya – regnes for den første dagoba bygget i Sri Lanka efter buddhismens ankomst
• Abhayagiri-dagobaen – engang en af de højeste bygninger i den antikke verden
• Jetavanaramaya – endnu en kolossal murstensdagoba, blandt de største antikke murstensbygninger på jorden
• Lovamahapaya (Bronzepaladset) – hvis stensøjler stadig markerer omridset af et klosteranlæg i flere etager
• Kuttam Pokuna – et par tvillingebassiner, der viser præcisionen i det gamle byggeri
• Isurumuniya – et klippetempel med rigt udskårne friser, herunder det berømte relief "De elskende"
• Samadhi-statuen – en yndefuld siddende buddha fra det 4. århundrede, hugget i krystallinsk kalksten

Tvillingereservoirerne Nuwara Wewa og Tissa Wewa indrammer byen mod øst og syd, og deres bredder byder på rolige gåture tidligt om morgenen væk fra de største pilgrimsskarer.

Kong Pandukabhaya anlagde Anuradhapura formelt i det 4. århundrede f.Kr. efter en struktureret plan med byporte, boligkvarterer og handelsområder. Hans søn Mutasiva anlagde senere Mahameghavana-haven, netop den lund, hvor den indiske kejser Ashokas søn Mahinda siges at have indført buddhismen i Sri Lanka – hvilket gør den til et af de mest betydningsfulde grønne områder i Asiens religionshistorie.

Hvad kan man se i Polonnaruwa?

Polonnaruwa blev øens hovedstad i 1070 e.Kr., da kong Vijayabahu I fordrev de cholanske besættere og genforenede kongeriget. Byen nåede sit højdepunkt under hans barnebarn, kong Parakramabahu I, hvis regeringstid i det 12. århundrede af historikere regnes for Polonnaruwas guldalder. Handelen blomstrede, og Parakramabahus overbevisning om, at ikke en dråbe regn måtte gå til spilde uden at tjene menneskets behov, drev opførelsen af en kunstvandingsinfrastruktur, der overgik alt, hvad der var bygget i Anuradhapura-tiden.

Ruinerne af den gamle by ligger i et kompakt, bemærkelsesværdigt velbevaret område på vestbredden af Parakrama Samudraya – et enormt reservoir anlagt omkring det 12. århundrede, som stadig vander de omkringliggende marker i dag. En rektangulær bymur omkranser en samling af paladser, audienshaller, templer og klosterområder.

Vigtige steder i den gamle by er:

• Gal Viharaya – fire monumentale buddhaskulpturer hugget direkte ind i én granitvæg på ordre fra Parakramabahu I, herunder en 7 meter høj stående figur og en 14 meter lang liggende figur
• Lankatilaka-templet – en høj murstenshelligdom uden tag med imponerende mure og en hovedløs stående buddha
• Thuparamaya – et kompakt billedhus af mursten i gedige-stil, en af de få bygninger i Polonnaruwa, hvis hvælvede tag stadig er intakt
• Nissanka Latha Mandapaya – en enestående pavillon med lotussøjler, brugt til ceremonielle forsamlinger
• Parakramabahus palads – hvis fundamenter til syv etager og audienshal hører til landets bedst bevarede kongelige bygninger
• Pothgul Vehera – et biblioteksanlæg nær søbredden, tæt ved Pulasthi-statuen (som undertiden tilskrives Parakramabahu selv)
• Medirigiriya Vatadage – en rund relikviehelligdom omkring 30 km nord for byen, kendt for sine tre koncentriske ringe af stensøjler

Polonnaruwas tilbagegang kom hurtigt. Efter Parakramabahu I var der få af hans efterfølgere, der bevarede det samme administrative greb, og byen faldt ved kalinga-kongen Maghas invasion i 1214 og afgav til sidst den politiske magt til herskere i syd. Den UNESCO-listede oldtidsby er siden blevet omhyggeligt udgravet og er i dag et af de mest overskuelige arkæologiske steder i Sydasien.

Hvornår er det bedst at besøge Nordcentralprovinsen?

Provinsen ligger i Sri Lankas tørzone og får derfor mindre regn end højlandet eller sydvestkysten. Den mest behagelige tid at besøge den er mellem maj og september, hvor nordøstmonsunen er overstået, og temperaturerne, selv om de er varme, er til at holde ud morgen og aften. December til februar kan også være behageligt, dog lidt mere fugtigt.

Provinsens stupa- og dagobasteder er aktive pilgrimssteder, så besøg ved daggry og skumring falder sammen med lokale religiøse ritualer og giver en roligere og mere stemningsfuld oplevelse end midt på dagen. Medbring let bomuldstøj, behagelige gåsko (besøgende tager fodtøjet af ved de fleste hellige steder) og solbeskyttelse.

Hvordan kommer jeg til Nordcentralprovinsen fra Colombo?

Anuradhapura ligger omkring 205 km fra Colombo ad vej, typisk en køretur på tre og en halv til fire og en halv time afhængigt af trafikken. Der går også direkte tog fra Colombo Fort station; intercity-ekspressen er den hurtigste løsning, og turen byder på udsigt over det skiftende landskab, når man bevæger sig fra den våde zone ud på de tørre sletter. Polonnaruwa ligger cirka 215 km fra Colombo og kan også nås med tog og ad vej.

Mange besøgende i provinsen bor i eller nær Anuradhapura i to til tre nætter og rejser derefter til Polonnaruwa, før de fortsætter til Kulturtrekantens steder længere mod syd, såsom Sigiriya. Provinsen kan også nås fra nord som en del af en længere rundrejse, der omfatter Sri Lankas Nordprovins.

Hvilket dyreliv findes der i eller nær Nordcentralprovinsen?

Provinsen grænser mod vest op til Wilpattu Nationalpark, Sri Lankas største nationalpark målt på areal og et af de bedste steder i landet til at se leoparder i et forholdsvis uforstyrret levested. Parkens karakteristiske villus – lave naturlige bassiner, der fyldes med vand i regntiden – tiltrækker elefanter, aksishjorte og vandfugle i bemærkelsesværdigt antal.

I selve provinsen er vilde elefanter en reel tilstedeværelse i kratskoven og langs kanten af de gamle bassinsystemer. Fuglekiggere vil finde de store kunstvandingsreservoirer givende, især i den nordlige træksæson fra oktober til marts, hvor vadefugle og andefugle samles i betydeligt antal.

Hvad skal rejsende ellers vide om provinsen?

Nordcentralprovinsen er et sted med aktivt religiøst liv og landbrug, ikke blot et kulturarvsområde. Pilgrimme besøger Anuradhapuras hellige steder hver dag, og byen følger regler for påklædning og opførsel ved religiøse steder, som besøgende forventes at respektere: dækkede skuldre og ben, og sko taget af, før man går ind i helligdomsområderne. Fotografering kan være begrænset i visse indre helligdomme.

Provinsen har også bevaret sin identitet som risdyrkningens hjerteland. Rismarker breder sig over sletterne mellem de gamle bassiner, og dyrkningens rytme – plantning efter regnen, høst i de tørre måneder – fortsætter stort set som i to årtusinder. En rejse gennem provinsen uden for de største seværdigheder giver en ægte fornemmelse af, hvordan det gamle vandbygningslandskab stadig fungerer som et levende system.