Thammattama er et af Sri Lankas mest særprægede traditionelle slagtøjsinstrumenter — en dobbelttromme, hvis to halvdele giver kontrasterende toner og tilsammen bærer det rytmiske hjerteslag i buddhistiske ceremonier. Mens mange af de snesevis af trommetyper, der er beskrevet i oldtidens singalesiske litteratur, er forsvundet fra levende brug, lever Thammattama videre og høres ved tempelritualer, Pirith-recitationer og almissegivningsceremonier over hele øen.
Hvad er Thammattama, og hvordan fungerer den?
Thammattama består af to sammenføjede tøndetrommer, der spilles samtidig. Den højre tromme giver lysere toner, den venstre dybere og mørkere lyde. Spilleren slår på begge med et par afrundede stikker — traditionelt udskåret i Kaduru-træ — og lægger sjældent lige meget kraft på begge sider. Samspillet mellem de to tonehøjder giver instrumentet dets karakteristiske fylde og gør det muligt for trommeslagerne at udføre rytmiske mønstre, som ville være umulige på en enkelt tromme.
I modsætning til mange slagtøjsinstrumenter, der blot findes for at holde takten, bærer Thammattama bestemte rituelle betydninger. Særlige rytmiske mønstre spilles for at invitere troende ind i et tempel, for at kalde buddhistiske munke til en Pirith-ceremoni eller for at markere begyndelsen på en almissegivning. Hver rytme er reelt et budskab, som menigheden forstår uden ord.
Hvilke materialer bruges til at fremstille en Thammattama?
Thammattama-trommernes kroppe drejes af tømmer fra tre bestemte træer: Kohomba (Azadirachta indica, neem), Ehela (Cassia fistula, rørkassia) og Jak (Artocarpus heterophyllus). Hver træsort giver en lidt anderledes resonans, og håndværkerne vælger efter tilgængelighed og den klangkarakter, instrumentet skal have.
Slagfladerne beklædes med dyreskind, der vælges efter den tonehøjde og spænding, der kræves. Stikkerne fremstilles, som nævnt, af Kaduru — et tæt og smidigt træ, der giver spilleren præcis kontrol. Den dag i dag har ingen syntetiske materialer erstattet disse traditionelle valg i kvalitetsinstrumenter; det akustiske resultat afhænger af netop kombinationen af træets årer, skindets tykkelse og stikkernes hårdhed.
Historisk var det ikke en rent kommerciel handling at bygge en tromme. Håndværkerne holdt traditionelt en lille ceremoni, før arbejdet begyndte — en anerkendelse af, at instrumentet skulle tjene et helligt formål. Selv om sådanne skikke ikke overholdes lige så konsekvent på nutidens værksteder, behandler de dygtigste trommemagere stadig processen med omhu, og instrumenter, der blev lavet for flere generationer siden, er undertiden stadig i brug i familiesamlinger og tempelensembler.
Hvor gammel er den srilankanske trommetradition?
Trommer nævnes overalt i Sri Lankas klassiske litteratur, blandt andet i Pujawaliya, Thupawansaya og Dalada Siritha. Tilsammen nævner disse tekster omkring treogtredive forskellige trommetyper. I dag er kun cirka ti typer i aktiv brug; resten overlever kun som navne i håndskrifter — en påmindelse om, hvor meget levende viden der afhænger af ubrudte traditionskæder.
Thammattama menes, ligesom Dawula og Udekki, at have sin oprindelse andre steder i Asien og at være kommet til Sri Lanka gennem århundreders kulturel kontakt over Det Indiske Ocean. Langvarig lokal brug har dog forvandlet disse instrumenter til noget udpræget srilankansk. Formerne har udviklet sig, træet og skindene hentes lokalt, og det rytmiske ordforråd, der spilles på dem, findes ingen andre steder. Oprindelse og identitet er i dette tilfælde to forskellige ting.
I de singalesiske kongers tid var trommespil et erhverv med social status. Kongelige hoffer og buddhistiske templer ansatte faste trommeslagere, og dygtige udøvere fik undertiden hele landsbyer tildelt som betaling for deres tjeneste — en anerkendelse af, at den rituelle musik ikke var en bisag i det buddhistiske og kongelige liv, men afgørende for det. Noget af denne historie kan man følge gennem resterne af den gamle ceremonielle kultur på steder som Polonnaruwa, hvor forholdet mellem kongelig støtte og religiøs praksis stadig ses i arkitekturen.
Hvor høres Thammattama i dag?
Thammattama er først og fremmest et tempelinstrument. Den høres ved:
- Pirith-ceremonier — sang, der varer natten over eller flere dage, hvor munke reciterer beskyttende buddhistiske tekster, og trommen markerer vigtige overgange i ritualet
- Almissegivninger (Daane) — hvor trommespillet signalerer begyndelsen på offergaven til Sangha
- Invitationer til templet — særlige rytmer, der spilles for at kalde de troende til andagt på bestemte tidspunkter
- Perahera-processioner — store ceremonielle optog, mest kendt er Esala Perahera-festivalen i Kandy, hvor flere trommeensembler ledsager processionen med den hellige tandrelikvie
Uden for de strengt religiøse sammenhænge optræder Thammattama også ved kulturelle forestillinger og i undervisningen på traditionelle musikskoler, hvor unge srilankanere lærer instrumentets klassiske rytmiske mønstre.
Hvordan forholder Thammattama sig til andre srilankanske trommer?
Srilankansk slagtøj deles groft sagt i trommer, der spilles med hænderne, og trommer, der spilles med stikker. Thammattama hører til den stikspillede kategori sammen med Dawula — en større, enkeltskindet bastromme, der i processioner ofte spilles sammen med blæseinstrumenter — og Geta Beraya, som er hovedtrommen i den kandyanske dansetradition. Udekki er derimod en timeglasformet spændingstromme, der spilles med hånden og forbindes med visse rituelle former og folkedanseformer.
Hver tromme har sin bestemte ceremonielle og musikalske niche. De kan sjældent udskiftes: en Thammattama-rytme kan ikke bare overføres til en Dawula og bevare sin betydning. Denne specificitet er en del af det, der gør Sri Lankas traditionelle trommekultur så lagdelt og, for udenforstående, så værd at forstå, før man overværer en ceremoni.
Hvad bør besøgende vide om at opleve traditionelt trommespil i Sri Lanka?
Rejsende med interesse for traditionelt trommespil har flere praktiske muligheder. Tempelfestivaler, især i Kandy-regionen og i Den Kulturelle Trekant, byder ofte på levende trommespil i ægte ceremonielle sammenhænge. At overvære en Pirith-ceremoni i et lokalt tempel — med munkenes tilladelse og vidende — er en af de mest stille og oprigtige måder at høre Thammattama på i de omgivelser, den er tænkt til.
Kulturcentre i Kandy tilbyder også introducerende demonstrationer af traditionelle instrumenter, og nogle landsbybaserede kulturoplevelser omfatter korte workshops. Til orientering før et besøg kan turistinformationscentret i Kandy henvise rejsende til kommende festivaler og arrangementer, hvor trommespil indgår i programmet.
Hvis du skal overvære Esala Perahera, så planlæg i god tid: processionen løber over flere nætter i juli eller august og tiltrækker store menneskemængder. Pladser tæt på ruten giver det klareste udsyn — og den klareste lyd — af hele trommeensemblet.
Er traditionen for at bygge Thammattama-trommer truet?
Som mange håndværkstraditioner knyttet til det ceremonielle liv er fremstillingen af Thammattama under stille pres fra ændrede økonomiske vilkår. Antallet af håndværkere med dyb viden om den traditionelle proces — at vælge det rette træ, behandle skindene korrekt og kalibrere spændingen — er mindre end for en generation siden. Efterspørgslen efter billigere, masseproducerede instrumenter har overtaget en del af markedet.
Samtidig arbejder en fornyet interesse for den singalesiske kulturarv, støttet af musikskoler, ministeriet for kulturanliggender og enkelte mesterhåndværkere, på at dokumentere og videregive disse teknikker til yngre udøvere. Instrumenter, som dygtige håndværkere fremstiller i dag med traditionelle metoder, er fortsat genstande med ægte akustisk kvalitet og kulturel dybde — eftertragtede af seriøse musikere og ikke blot som pyntegenstande.
