Sri Lanka-gulddroslen (Zoothera imbricata) er en af Sri Lankas mest svært fundne endemiske fugle – en stor, langnæbbet drossel, der tilbringer dagene med at bevæge sig stille gennem den skyggefulde underskov i øens våde skove. Tålmodige, morgenfriske fuglekiggere, der er parate til at sidde stille ved en skovsti ved daggry, har de bedste chancer for at se den. For alle andre høres fuglens vemodige fløjt oftere, end selve fuglen ses.
Hvordan kender jeg en Sri Lanka-gulddrossel?
Arten er umiskendelig, når man først får et godt kig. Oversiden er dybt brun med tæt sort skælmønster, der strækker sig over issen, ryggen og vingerne og har givet fuglen dens navn. Undersiden er varmt og dybt gulbrun – også kraftigt tegnet med mørke halvmåner over brystet og flankerne. Næbbet er påfaldende langt og let nedadbøjet, velegnet til at sondere i førnen efter hvirvelløse dyr.
Forveksling med hunner af drossel (Pied Thrush) (Geokichla wardii) eller med pletvinget drossel (Geokichla spiloptera) er mulig i skovens svage lys. Den afgørende forskel er Sri Lanka-gulddroslens omfattende sorte skælmønster på oversiden kombineret med den dybt gulbrune – ikke hvide – farve på bugen. Både ben og næb ser lysere ud end hos den pletvingede drossel.
Hvordan lyder Sri Lanka-gulddroslen?
Sangen er en af de mest karakteristiske lyde i skovene i Sri Lankas våde zone lige før daggry: en række faldende, fløjteagtige fløjt, gengivet som "cheeew-chew-lew", hvor hver tone falder blødt og varer omkring et sekund, og rækken gentages flere gange. Helhedsindtrykket er vemodigt og roligt – let at forveksle med en fjern due eller en ugle, hvis man ikke kender det.
Uden for sangperioderne kommunikerer fuglen med et knap hørbart, højt "tsit" – en kontaktlyd så svag, at den let overhøres, selv når fuglen kun er få meter væk. Førstegangsbesøgende fortæller ofte, at de hører raslen i førnen, før de hører noget kald overhovedet.
Hvor lever Sri Lanka-gulddroslen på Sri Lanka?
Sri Lanka-gulddroslen er strengt begrænset til den våde zone og findes fra lavlandets regnskove op gennem foden af bjergene i mellemhøjde og ind i bjergskovene. Bjergfoden – typisk mellem omkring 300 m og 1.200 m over havet – er den mest givende zone for møder, da fuglen i disse højder oftere ses søge føde langs skyggefulde skovstier og stikanter end i det tætte, lukkede indre af lavlandsskoven.
Skovreservatet Sinharaja, et UNESCO-verdensarvssted i Sabaragamuwa-provinsen og Sydprovinsen, regnes bredt for et af de bedste steder. Reservatets omfattende net af gangstier gennem urørt regnskov giver præcis det mosrige levested med tyk førne, som arten har brug for. Nationalparken Horton Plains i det centrale højland er et andet pålideligt sted, især langs skovbrynene ud mod bjerggræsslettene.
Andre givende områder er de skovklædte skråninger omkring Kitulgala og regnskoven Makandawa, hvor kronetaget i den våde zone stadig er stort set intakt.
Hvornår er det bedst at lede efter Sri Lanka-gulddroslen?
Fuglen er aktiv året rundt, men sangaktiviteten topper i yngletiden, der typisk varer fra februar til maj, med en anden periode fra omkring juli til oktober. Tidlig morgen – den første time efter første lys – er det bedste tidsrum. Arten trækker sig hurtigt tilbage i tæt dække, når dagen bliver varmere, og aktiviteten i skoven tager til.
Månederne i den tørre sæson (cirka december til marts) giver ofte de klareste observationer i Sinharaja, da der er færre besøgende på stierne, og skovbunden kan være lettere at afsøge. Kraftig regn, der er almindelig i hele den våde zone fra maj og frem, dæmper generelt fødesøgningen og gør fuglen sværere at finde.
Hvilken adfærd kan jeg forvente at se?
Sri Lanka-gulddroslen lever næsten udelukkende på jorden. Den søger føde ved at gå langsomt gennem førnen og ind imellem kaste blade til side med næbbet for at blotlægge insekter, regnorme og små hvirvelløse dyr nedenunder. Den bevæger sig sjældent ud på åbne områder og foretrækker det smalle bælte af jord mellem tæt underskov og en skyggefuld skovsti.
Når den forstyrres, fryser fuglen i stedet for at flygte med det samme – dens kamuflerende skælmønster giver effektiv sløring mod den plettede brune baggrund på skovbunden. Denne reaktion betyder, at besøgende, der går for hurtigt ad stierne, jævnligt passerer få meter fra en ubevægelig fugl uden at opdage den.
- Gå langsomt, og hold ofte pause på skovstierne.
- Ret opmærksomheden mod jorden inden for 3-5 meter fra stikanten.
- Lyt efter den svage raslen, når førnen bliver rodet op.
- Undgå høj samtale – fuglen vil fryse eller smutte i skjul.
- En kikkert med kort nærgrænse (under 2 m) er en fordel i tæt underskov.
Er Sri Lanka-gulddroslen endemisk for Sri Lanka?
Ja. Zoothera imbricata er endemisk for Sri Lanka, hvilket betyder, at den udelukkende yngler på øen og ikke forekommer vildt andre steder. Den blev i mange år behandlet som en underart i det vidt udbredte gulddrossel-kompleks (Scaly Thrush, Zoothera dauma), men anerkendes nu som en selvstændig art på grund af sin karakteristiske fjerdragt, sit begrænsede udbredelsesområde og forskelle i stemmen. Sri Lanka har omkring 35 endemiske fuglearter – en af de højeste andele af endemiske arter for en ø af sin størrelse i hele Sydasien.
Hvordan planlægger jeg en fugletur for at se arten?
De fleste besøgende fuglekiggere kombinerer lokaliteter i Sri Lankas våde zone til en rundtur over flere dage. En praktisk rejseplan kan omfatte to eller tre nætter nær Sinharaja (hvor lokale guider fra reservatet er nødvendige og kan arrangeres gennem seriøse rejsearrangører), en nat nær Kitulgala og tid på Horton Plains. En lokal guide med kendskab til skoven øger chancerne markant – fuglens tavshed og skjulte levevis gør det virkelig svært at lede på egen hånd.
Vejadgangen til de fleste lokaliteter i den våde zone fra Colombo er rimelig, og firehjulstræk (4WD) er kun af og til nødvendigt. Området omkring Ella i provinsen Uva byder også på lettilgængelige bjergskove, der er værd at udforske, hvis du rejser rundt i højlandet.
Hvilke andre dyr kan jeg møde i samme levested?
De tætte skove i den våde zone, hvor Sri Lanka-gulddroslen hører hjemme, er blandt de mest artsrige økosystemer på øen. Endemiske fugle, der ofte ses i samme underskov og mellemlag, omfatter Sri Lanka-kitta, Sri Lanka-sporegøg, pletvinget drossel og Sri Lanka-sporehøne. Især Sinharaja er kendt for sine blandede fødesøgningsflokke – at følge en sådan flok, når den drager gennem skoven, er en af de mest givende naturoplevelser i Sydasien.
Pattedyr som hvidskægget languru, der er endemisk for Sri Lankas våde zone, og den sky fiskekat findes også i disse skove, selvom sidstnævnte sjældent ses.
