Ceylonpapegøjedue (Treron pompadora), også kendt som Pompadour Green Pigeon, er en af de frugtspisende fugle, man møder mest regelmæssigt i Sri Lanka. Den måler omkring 25 cm i længden og lever i øens lavlandsskove, skovbryn og bakkeland, hvor den søger mod frugtbærende træer, nogle gange i ganske store flokke. Trods sin levende fjerdragt går den bemærkelsesværdigt let i ét med skovens kronetag — besøgende hører den ofte længe før de ser den.
Hvordan genkender man Ceylonpapegøjedue?
Begge køn har en dyb gulgrøn krop, men hannen kendes på en rødbrun, kastanjefarvet tegning over de øvre vinger — et træk, der straks adskiller den fra den nært beslægtede Orange-breasted Green Pigeon (Treron bicinctus). Hunnen mangler det rødbrune felt og virker mere ensartet grøn, men hun kan stadig skelnes fra hunner af Orange-breasted Green Pigeon på sine midterste halefjer, der er gulgrønne frem for blålige. Da hunnerne i naturen ofte holder tæt sammen med hannerne, er denne sammenligning som regel let at foretage i felten.
I flugten skal man se efter den kompakte silhuet og de hurtige, direkte vingeslag, som er typiske for grønduer. Undergumpfjerene er citrongule, og næbbet er lyst med en rødlig basis.
Hvilken lyd laver Ceylonpapegøjedue?
Arten frembringer et karakteristisk, blødt "kurrende" kald — mildere og mere musikalsk end en tamdues. I skovområder er dette kald ofte det første tegn på fuglens tilstedeværelse; små grupper, der kalder inde fra et frugtbærende figen- eller vildmangotræ, kan skabe et livligt kor af kaskadende toner. Erfarne fuglekiggere bruger disse lyde til at finde flokkene, før fuglene bliver synlige gennem åbninger i kronetaget.
Hvor kan man se Ceylonpapegøjedue i Sri Lanka?
Arten er udbredt i de våde og intermediære zoner, fra havoverfladen og op gennem bakkelandet. Nogle af de mest pålidelige lokaliteter er:
- Lavlandsskove i den våde zone — Sinharaja Forest Reserve huser faste bestande året rundt, især omkring frugtbærende figentræer og andre skovtræer.
- Nationalparker i den tørre zone — frugtbærende træer langs grænserne af Udawalawe nationalpark og Wilpattu nationalpark tiltrækker sæsonbetingede flokke.
- Haver i skovbryn og køkkenhaver — fuglene kommer regelmæssigt ned i landsbyhaver og frugtplantager, når der er frugtbærende træer, hvilket gør dem tilgængelige selv for den tilfældige iagttager.
- Kratskove i den intermediære zone — forarmede og sekundære skovpartier i det centrale bakkeland rummer også pæne antal.
Den tidlige morgen er det bedste tidspunkt til at iagttage fødesøgende flokke, hvor fuglene er mest aktive og lydlige, inden middagsheden driver dem i skygge.
Hvad spiser Ceylonpapegøjedue?
Som alle medlemmer af slægten Treron er arten udelukkende frugtspisende. Figner (Ficus spp.) er en fast bestanddel af kosten, men fuglene udnytter også en bred vifte af skovtræer og buske med bløde frugter. De er smidige i fødesøgningen, klamrer sig til de yderste grene og hænger ofte på hovedet for at nå frugterne — en adfærd, der minder mere om papegøjer end om typiske duer. I områder med rigelige vilde frugter er flokke på 10–30 individer ikke ualmindelige.
Denne frugtspisning gør Ceylonpapegøjedue til en økologisk vigtig frøspreder. Frøene passerer uskadte gennem tarmen og afsættes i afstand fra modertræet, hvilket bidrager til skovens fornyelse.
Hvornår yngler Ceylonpapegøjedue?
Ynglesæsonen strækker sig typisk fra december til juni. Som andre duefugle bygger Ceylonpapegøjedue en bemærkelsesværdigt spinkel platformrede af løst sammenflettede kviste, som regel placeret i en skovtræsgaffel i moderat højde. Kuldet består af et eller to små, hvide æg. Begge forældre deles om rugningen.
Ungerne fodres i begyndelsen med "duemælk" — en protein- og fedtrig sekretion, der dannes i kroslimhinden hos begge forældrefugle — inden de går over til opgylpet frugtkød. Denne kostmæssige strategi muliggør hurtig vækst, selv når proteinrige insekter ikke er tilgængelige.
Er Ceylonpapegøjedue endemisk for Sri Lanka?
Den taksonomiske placering af Treron pompadora er blevet revideret flere gange. Den srilankanske bestand behandles nu almindeligvis som en særskilt art (undertiden kaldet Sri Lanka-papegøjedue) eller som et underartskompleks, afhængigt af hvilken autoritet man følger. Den er nært beslægtet med de bestande af asiatisk grøndue, der findes i dele af Syd- og Sydøstasien, men formen fra Sri Lanka viser konsekvente morfologiske forskelle — særligt i hannens vingetegning — som understøtter en særskilt behandling. De fleste aktuelle artslister betragter den som endemisk for Sri Lanka, så fuglekiggere bør sætte den på listen.
Hvilke andre fugle kan man se sammen med Ceylonpapegøjedue?
Frugtbærende træer, der tiltrækker Ceylonpapegøjedue, samler ofte et blandet selskab af andre arter. I lavlandsskov i den våde zone kan man forvente at dele kronetaget med kejserdue, forskellige barbetter og blomsterpikkere. I bakkelandet er piroler og fairy-bluebirds hyppige følgesvende. Horton Plains nationalpark i større højde rummer andre højlandssamfund, men overgangszonerne langs de lavere adgangsveje kan byde på en interessant blanding af lavlands- og bjergarter.
Tips til fuglekiggerture med fokus på Ceylonpapegøjedue
- Medbring en 8×42 eller 10×42 kikkert — det tætte kronetag belønner forstørrelse.
- En feltguide, der dækker srilankanske endemiske arter (f.eks. Gehan de Silva Wijeyeratnes Birds of Sri Lanka), er uvurderlig til sammenligning på stedet med lignende grønduer.
- Besøg kendte frugtbærende træer ved daggry for det bedste lys og den mest aktive fødesøgning.
- Vær stille og bevæg dig langsomt nær frugtbærende træer; flokkene letter let, når de forstyrres.
- En lokal guide med kendskab til de sæsonmæssige frugtsætningsmønstre vil øge chancen for observationer betydeligt.
