Sigiriya fresker

Halvvejs oppe ad den lodrette vestlige side af Sigiriya-klippen, beskyttet inde i en naturlig hulning cirka 100 meter over den omgivende slette, har en lille gruppe malede kvinder overlevet i mere end femten århundreder. Det er Sigiriya-freskerne — blandt de ældste og fineste eksempler på figurativ maleri i Sydasien og den mest gribende rest af det paladskompleks, som kong Kasyapa opførte her omkring 480 e.Kr.

Hvad viser Sigiriya-freskerne?

De bevarede malerier fremstiller kvinder fra taljen og opefter, med hud gengivet i varme okker- og terrakottatoner, mens deres hænder holder lotusblomster og andre blomster. Hver figur er komponeret med en præcision, der går langt ud over dekorativ konvention — ansigtsudtrykkene er individuelle, stofslagene følger kroppens konturer, og øjnene bærer en kvalitet af stille selvbesiddelse, der stadig fanger opmærksomheden den dag i dag.

Et tilbagevendende detalje er en fin tatovering bestående af tre cirkler rundt om hver kvindes hals. Kunsthistorikere tolker dette som et tegn på kongelig tilhørsforhold — et synligt signal om, at disse kvinder tilhørte kongens følge og skulle beundres som legemliggørelser af velstand snarere end som almindelige dødelige. Denne tolkning understøtter den dominerende videnskabelige fortolkning: figurerne forestiller damer fra Kasyapas hof, afbildet i idealiseret men genkendelig menneskelig form.

En konkurrerende opfattelse — forankret i buddhistisk ikonografi — hævder, at de er apsaras, himmelske væsener, der strør blomster ud over verden nedenfor og tjener den andagtsfulde funktion, som tempelmalerier andre steder i regionen har. Tvetydigheden er bevidst og har holdt den videnskabelige debat i live i generationer. Kvinderne selv, som en middelalderlig singalesisk digter udtrykte det, bliver ved med at smile uden at sige et ord.

Hvordan blev freskerne malet — og hvorfor har de holdt sig?

Pigmenterne blev påført med en teknik, der minder om fresco secco, hvor farven lægges på en tør kalkpudset overflade frem for i vådt puds. Kunstnerne anvendte mineralbaserede pigmenter — jernoxider til rødt og gult, kul til mørke konturer — blandet med et bindemiddel, der aldrig er blevet fuldt identificeret. Det beskyttede fremspring over malerierne holder direkte regn væk fra overfladen, hvilket er den primære årsag til, at så meget pigment har overlevet efter cirka 1.500 år med tropisk fugtighed.

Antik graffiti ridset ind i Spejlmuren nedenunder — noget dateret til så tidligt som det 8. århundrede e.Kr. — dokumenterer tidlige besøgendes reaktioner. Disse indskrifter, skrevet i en arkaisk form af singalesisk, er blandt de ældste verdslige digte på sproget og bekræfter, at malerierne allerede blev betragtet som bemærkelsesværdige længe inden den moderne tid.

Hvor mange fresker er bevaret i dag?

Historiske kilder og malesporene på pudset antyder, at der på et tidspunkt kan have været flere hundrede figurer arrangeret over et langt større område af den vestlige side. I dag er omkring 21 til 22 figurer bevaret i genkendelig stand inden for den vigtigste tilbageværende niche. En separat, mindre gruppe findes i en anden niche i nærheden. Nedgangen skyldes vejrpåvirkning, hærværk og — særligt i det 20. århundrede — forringelse fremskyndet af ændringer i fugtigheden inde i hulningen, efter at barrierer og trapper ændrede luftstrømmen omkring stedet.

Hvem bestilte Sigiriya-freskerne?

Kong Kasyapa I, der regerede fra Sigiriya i cirka 477 til 495 e.Kr., krediteres som bestilleren. Efter at have tilranet sig tronen fra sin far Dhatusena forvandlede Kasyapa en granitklippetop til et befæstet palads og lystanlæg af ekstraordinær ambition. Freskerne var en del af dette samlede design — propaganda, andagt og æstetisk spektakel samlet i ét visuelt program, der skulle projicere billedet af en hersker, der på én gang var en gudekong og en kunstmæcen.

Efter Kasyapas nederlag til sin bror Moggallana i 495 e.Kr. blev Sigiriya overdraget til buddhistiske munke, og paladsfunktionen ophørte. Freskerne, som ikke længere blev aktivt vedligeholdt, blev overladt til sig selv. For den bredere fortælling om fæstningen og dens haver dækker siden Sigiriya Rock Fortress stedet som helhed, herunder vandehaverne, Løveporten og Spejlmuren.

Hvordan når besøgende frem til freskerne?

Freskerne nås via en spiralformet metaltrappe, der klamrer sig til den vestlige klippevæg. De besøgende klatrer op fra klippens fod gennem de anlagte haver og bestiger derefter trappen for at nå malerihulen. Klatringen til freskeniveauet er moderat krævende — trappen er åben for vejret og kan føles svimmelfremkaldende — men det kræver ikke den fulde bestigelse til toppen. Dem, der ønsker at fortsætte, kan klatre videre til Løvepote-platformen og til sidst til paladsruinerne øverst oppe.

• Trappen til freskerne er en separat, lukket spiralstruktur, der er boltet fast til klippevæggen.
• Fotografering inde i hulningen er begrænset for at beskytte pigmenterne mod blitz og direkte belysning.
• Tidlige morgenbesøg (stedet åbner kl. 7) reducerer trængslen på den smalle udsigtplatform.
• Stedet administreres af Central Cultural Fund of Sri Lanka, som er ansvarlig for den løbende bevarelse.

Hvad er freskernes bevaringsstatus?

Sigiriya er et UNESCO-verdensarvsted, indskrevet i 1982 som en del af den antikke by Sigiriya. Freskerne er det mest skrøbelige element på stedet og har været genstand for periodiske bevaringsindgreb siden begyndelsen af det 20. århundrede. Nuværende bekymringer omfatter mikrobiologisk vækst på pudsoverfladen og den mekaniske vibration forårsaget af besøgendes fodtrin på metaltrappen. Adgangen til malerihulen er til enhver tid begrænset til en lille udsigtplatform.

Det nærliggende samfund Sigiriya Village har udviklet en lille men voksende kulturturismeinfrastruktur omkring stedet, hvilket hjælper med at fordele besøgstallet på tværs af det bredere landskab frem for at koncentrere det udelukkende om klippen.

Hvad er freskernes kunstneriske betydning i Sri Lankas kunsthistorie?

Sigiriya-malerierne er adskillige århundreder ældre end de berømte hulefreskerne i Dambulla og er stilistisk adskilte fra den andagtsfulde buddhistiske maletradition, der dominerer andre steder i Sri Lanka. Deres verdslige motiver — eller i det mindste deres tvetydigt verdslige karakter — gør dem usædvanlige i den regionale sammenhæng. Figurernes selvsikre naturalisme, brugen af forkortning og den sofistikerede farvegraduering antyder kendskab til kunstneriske traditioner, der muligvis trak på sydindiske og måske centralasiatiske kilder, omend ingen direkte afstamning er blevet endeligt fastslået.

De forbliver den målestok, som al efterfølgende singalesisk figurativ maleri måles efter, og de citeres rutinemæssigt i komparative studier af asiatisk kunst side om side med Ajanta-hulerne i India.

Praktisk besøgsinformation