Hambantota — Sri Lankas havneby i den dybe syd

Hambantota ligger ved cirka 6,12° N, 81,12° Ø på den sydlige bue af Sri Lankas kystlinje, direkte ud mod Det Indiske Ocean. Byen er det administrative centrum for Hambantota District — et af landets arealmæssigt største distrikter — og er beliggende på et smalt kystnært lavland, der er klemt inde mellem havet mod syd og et bredt bælte af tørzonesbuskads og torneskove mod nord. Det omgivende landskab er afgørende præget af klimaet: den årlige nedbør er lav, jorden er stenbagt det meste af året, og vinden fra havet lægger sig sjældent helt.

Geografi og beliggenhed

Distriktet strækker sig fra det flade kystbælte ind over et terræn af lavvandede vandbeholdere (irrigationsreservoirer), sæsonbestemte floder, saltflader og spredt tørt stedsegrønt skovland. Landet stiger kun svagt, inden det går over i de sydlige udløbere af Sri Lankas centrale højland. To internationalt betydningsfulde naturreservater ligger inden for kort afstand af byen: Bundala National Park, et Ramsar-registreret kystvandsområde beliggende ca. 15 km mod vest, og Udawalawe National Park, som begynder ca. 50 km mod nord. Den nyere Ridiyagama Safari Park — et zoologisk reservat delvist modelleret efter principper fra åbent savanneliv — drives inden for selve distriktsgrænsen, en kort køretur fra bycentret.

Historie

Navnet Hambantota menes almindeligvis at stamme fra de malaysiske ord sampan (en fladbundet båd) og thota (havn eller anløbssted), et sprogligt spor efter de malaysiske og javanesiske nybyggere, der tjente i de hollandske og britiske kolonistyrker, og hvis efterkommere stadig udgør et lille samfund i distriktet. Byen voksede frem som et mindre kolonialt handelscentrum og administrativt knudepunkt under hollænderne og siden briterne, der satte pris på dens naturlige lagune og nærhed til de sydlige søveje. Saltproduktion ved hjælp af de udstrakte flade saliner langs kysten har i århundreder været en erhvervsaktivitet her og er stadig synlig den dag i dag.

Tsunamien i Det Indiske Ocean i 2004 forårsagede alvorlig ødelæggelse langs Hambantota-kysten, og store dele af bycentret blev genopbygget i de efterfølgende år. En periode med intensiv infrastrukturinvestering fra omkring 2007 og frem resulterede i en ny dybvandshavn — nu en af de fysisk set største i Sydasien — et internationalt cricketstadion og en større lufthavn ved Mattala, ca. 18 km nord for byen, selvom lufthavnen har opereret langt under kapaciteten siden åbningen.

Økologisk status

Distriktets kystnære vådområder er dets mest internationalt anerkendte økologiske aktiv. Bundala National Park, udpeget som nationalpark i 1993 og registreret som et Ramsar-vådområde af international betydning i 1990, beskytter en kæde af laguner og brakvandsbassiner, der fungerer som et afgørende rastested for migrerende vadefugle på den centralasiatiske trækrute. Den tørzone-buskadskov, der dækker store dele af det indre distrikt, huser bestande af asiatiske elefanter, Sri Lanka-leoparder og bjørnemakilapper, selvom disse arter langt mere pålideligt kan opleves i de tilstødende nationalparker end i byens umiddelbare omgivelser.

Selve kystlinjen — lang, vindeksponeret og i lange strækninger fri for koralrev — tiltrækker ynglende havskildpadder, og flere strande i distriktet overvåges med henblik på skildpaddebevaring i ynglesæsonen fra oktober til april.

Størrelse og administrative grænser

Hambantota District dækker ca. 2.609 kvadratkilometer, hvilket gør det til det femtestørste distrikt i Sri Lanka målt på areal. Byen Hambantota er distriktets administrationshovedstad; andre betydelige bebyggelser i distriktet omfatter Tissamaharama, Tangalle og Ambalantota. Distriktet grænser op til Matara mod vest, Ratnapura og Monaragala mod nord og vender mod Det Indiske Ocean langs hele sin sydlige kant.