Sinhala Avurudu Traditionelle Lege

Hver april holder Sri Lanka en pause for sin mest dybtfølte fejring: det singalesiske og tamilske nytår, kendt som Sinhala Avurudu. Mens lejligheden markeres med ritualer, mad og familie, er det de traditionelle lege – avurudu krida – der animerer kvarterer fra rismarklandsbyerne i det indre til kystbyerne i syd. Disse lege er ikke nostalgi. De spilles stadig konkurrencemæssigt, bedømt af landsbyældste, og akkompagneret af takten fra rabaana-trommen. At forstå dem er en vej ind i den levende tekstur af singalesisk kultur.

Hvilke er de mest populære nytårslege i Sri Lanka?

Udvalget af Avurudu-lege er bredt – nogle tester fysisk dygtighed, andre er afhængige af strategi eller ren held – men et kerne sæt forekommer ved næsten enhver landsbyfest.

Kotta Pora (Pudekamp)

To spillere sidder på skuldrene af en vandret stang, hver med den ene hånd bundet på ryggen, og forsøger at vælte hinanden af med en pude. Når spillet spilles over en dam eller en rismarkskanal, er et fald ikke bare et nederlag – det er en våd omgang, til alles store fornøjelse. Kravet om én bundet hånd kræver balance lige så meget som kraft.

Lissana Gaha Nageema (Klatring i den smurte pæl)

En høj træpæl er smurt ind i fedt, og en lille præmie – et flag, en mønt eller en pakke slik – er bundet fast i toppen. Deltagere skiftes til at forsøge at bestige den. De fleste glider ned igen inden for få sekunder. Spillet belønner en kombination af rå grebsstyrke, kropskontrol og evnen til at aflæse, hvor den forrige klatrer efterlod spor af bart træ.

Kana Mutti Bindeema

En række lerpotter er ophængt i hovedhøjde. Hver potte er fyldt med vand, sand eller sommetider en præmie. Deltagere med bind for øjnene bliver drejet rundt og får udleveret en pind, hvorefter de efterlades for at finde og slå den rigtige potte i stykker. Potterne, der kun er fyldt med vand, sørger for et vådt publikum, hvilket naturligvis er en del af charmen.

Banis Kaema (Bun Spisekonkurrence)

Boller hænges op i en snor i ansigtshøjde. Konkurrenterne, med hænderne bundet på ryggen, kappes om at spise en hel bolle uden at bruge hænderne. Hastighed og teknik er vigtige, men ro under tilskuernes latter er lige så afgørende.

Kamba Adeema (Tug of War)

Den mest ligefremme test af kollektiv styrke på listen. To hold griber i modsatte ender af et reb og trækker. Sejren går til det hold, der trækker det modstående anker forbi et centermærke. Tug of war ved Avurudu er ofte mellem landsbyer og bærer en alvor, som en afslappet beskrivelse måske ikke formidler.

Porapol Gaseema (Kokoskast)

Holdene skiftes til at kaste kokosnødder efter hinanden på tværs af et åbent område. Spillerne forsvarer sig ved at bruge deres egne kokosnødder som blokering. Det hold, der har flest intakte kokosnødder tilbage til sidst, vinder. Det kræver god sigteevne og en vis bravado. Kokosnødden, der er central for det daglige liv på Sri Lanka, optræder i Cocos nucifera traditionerne på øen i flere sammenhænge, end de fleste besøgende indser.

Onchili Pedeema (Gyngende)

Gynger svinges mellem træer eller rejses på bambuskonstruktioner til lejligheden. Aktiviteten nydes af alle aldre og ledsages traditionelt af folkesange – især onchili padam – sunget af de tilstedeværende kvinder. Den har en kontemplativ kvalitet, der adskiller den fra de mere konkurrenceprægede lege.

Aliyata Asa Thabeema (Placing the Eye on the Elephant)

En stor silhuet af en elefant tegnes eller males på en tavle. En blindfoldet spiller skal gå fremad og placere en markør præcist på elefantens øje. Det lyder simpelt. Det er det ikke. Dette spil er en publikumsfavorit, fordi selv næsten-misser er vildt underholdende.

Hvilke Avurudu-lege involverer strategi snarere end fysisk kunnen?

Ikke alle nytårslege er atletiske. To brætspil udgør kernen i den mere stille del af Avurudu-programmet.

Olinda Keliya

Et traditionelt mancala-spil spillet på et træbræt med to rækker af ni huller. Spillerne fordeler olinda-frø rundt på brættet med det mål at akkumulere flere frø end modstanderen ved spillets afslutning. Spillereglerne belønner langsigtet planlægning frem for improvisation, og erfarne spillere kan se flere træk fremad. Olinda-brætter, ofte smukt udskåret, er en karakteristisk del af det srilankanske håndværk.

Pancha Keliya (Pancha Dameema)

Spillet spilles med fem små kauri-skaller, et spilbræt og en kokosnøddeskal som kastbæger. Pancha Keliya er en blanding af strategi og tilfældighed. Mønsteret af de fem skaller, der vendes op efter hvert kast, bestemmer en spillers træk på brættet. Den spiller, der samler flest frø, vinder. Det er et af de ældre spil i Avurudu-traditionen og er stadig populært blandt voksne.

Hvilken rolle spiller musik og ritualer i Avurudu-lege?

To aktiviteter ligger på grænsen mellem spil og ceremoni.

Raban Geseema (Spil Rabaana)

Rabaanaen er en flad, håndholdt tromme, der primært spilles af kvinder under nytårsperioden. Grupper samles for at spille i rytmiske spørgsmål-og-svar-mønstre, der nogle gange inkorporerer improviserede sange. Færdigheden måles i præcision af rytmen og evnen til at opretholde tempoet gennem komplekse sekvenser. Den er konkurrencepræget på samme måde som folkemusik er – mindre om at vinde end om at demonstrere beherskelse.

Ankeliya (Tugging the Horn)

Ankeliya foregår i en anden stil end de andre spil. To hold – traditionelt kaldet Udupila og Yatipila – er hver tilknyttet et af to sammenlåste sambarhjortegevir, der er fastgjort til et træ. Begge hold trækker samtidigt. Det hold, hvis gevir knækker, taber. Spillet har rituelle rødder forbundet med gudinden Paththini og behandles med en højtidelighed, der ikke findes i de rent rekreative spil. Det er mindre almindeligt i dag, men stadig observeret i nogle landsbysamfund i løbet af nytårsperioden.

Er der Avurudu konkurrencer for kvinder?

Flere spil er traditionelt forbundet med kvindelige deltagere, selvom dette er et kulturelt mønster snarere end en streng regel.

• Pol Girasima (Kokosnødderivningskonkurrence): Deltagerne konkurrerer om at rive en kokosnød så effektivt som muligt. Både hastighed og finheden af det resulterende revne bedømmes. Det er en færdighed, der engang var udelukkende hjemlig, men som nu fejres som en selvstændig konkurrencekunst.
• Raban Geseema: Selvom alle kan spille, er rabaana-trommeslagning ved Avurudu primært en kvindetradition, der praktiseres i kvartergrupper, som dannes uger før nytåret.
• Onchili Pedeema: Gyngeoplevelsen nydes af begge køn, men de ledsagende sange er en del af en mundtlig tradition, der føres videre af kvinder.

Hvad er Avurudu Kumariya og Kumaraya optoget?

Ud over de fysiske lege omfatter de fleste samfundsfejringer en konkurrence i traditionelt tøj. Unge mænd og kvinder klæder sig i formel Kandyan- eller lavlands-srilankesisk dragt – silkesareer, osariya-stil for kvinder, national dress for mænd – og bedømmes på udseende, ro og kundskab om skikke. Vinderne krones Avurudu Kumaraya (nytårsprins) og Avurudu Kumariya (nytårprinsesse) for det pågældende samfund. Optoget tages alvorligt i mindre byer, hvor det har ægte social prestige.

Hvor afholdes Avurudu-lege typisk?

Spil arrangeres på landsbyniveau (grama niladhari), hvilket betyder, at næsten hvert lokalsamfund i øens distrikter på landet afholder sit eget program. Byversioner finder sted på skolegårde, tempelområder og offentlige parker. Esala Perahera Festival i Kandy er landets mest kendte kulturelle begivenhed, men Avurudu er nok mere udbredt, fordi den når ud til alle hjørner af øen samtidig. Besøgende, der opholder sig i landsbyguesthuse eller landlige boutique-hoteller i midten af april, har gode chancer for at blive inviteret til at deltage i stedet for blot at se på.

Hvordan har traditionelle nytårslege ændret sig over tid?

Mange spil overlever i deres oprindelige form. Nogle, som Ankeliya, er blevet sjældnere, da de er afhængige af specifikke rituelle sammenhænge. Andre er gået over i den digitale kultur: mobilapps har nu forenklede versioner af Pancha Keliya, Kana Mutti Bindeema og klatringen op ad det smurte pæl, og introducerer spillene til en generation, der møder dem på en skærm, før de møder dem på en mark. Om dette bevarer eller fortynder traditionen er en aktuel debat blandt forskere i srilankansk folkekultur.

Hvad der ikke har ændret sig, er disse spils sociale funktion. De er en mekanisme for samhørighed – en grund til, at naboer samles, rivaliseringer afgøres harmløst, og at yngre generationer lærer rytmerne i den kultur, de arver. For besøgende er det en ægte måde at engagere sig på i stedet for at observere, hvis man ankommer til Sri Lanka i april med en vis viden om spillene.